Min blog er ofte fuldstændigt død. Eller ihvertfald temmelig sløv i sværen. Det hænger sammen med, at det der med at lave bøger og tegneserier tager tid. Meget tid. Derfor er der i lange perioder ikke så meget at skrive om Forlaget Tjubang udover "nå, så tegnede jeg en side mere" eller "nå, så fik jeg ikke tegnet noget idag."
Men, tænkte jeg så en dag, jeg lede egosvin kan jo for dæleme også skrive om andet end Forlaget Tjubang. Der sker så mange sjove ting i verden. Skriv om dem, mand!
Yes, som tænkt så gjort. Derfor har jeg lavet et ganske kort interview med min ven Christoffer Zieler. Han er nemlig skidedygtig og totalt sjov, og så tegner han til Weekendavisen og har udgivet en tegneserie på forlaget Aben Maler. Respekt.
Interviewet blev udført over Facebook, når vi havde tid og lyst. Jeg havde slet ikke forberedt mig, så spørgsmålene virker sikkert rodede, men Chris leverer nogle fine svar. Jeg fik hvertfald et større indblik i, hvordan han arbejder og får ideer. Sådan noget er spændende, synes jeg. Nå, lad os bare komme igang. (Tryk på tegningerne for større version).
Christoffer Zieler, du er vel mest kendt for to ting: striben Maltes Spalte i Universitetsavisen og dine Stejl Fart cartoons, som for tiden også kører i Weekendavisen. Lad os starte med at snakke om Maltes Spalte. Kan du fortælle lidt om, hvordan den kom til verden?Jeg skrev en lang artikel om at køre med tog i Polen, som Universitetsavisens redaktør ikke ville have. Og så sagde jeg: »Må jeg i stedet foreslå en tegneserie?« De havde noget i forvejen i den lette genre, men det kunne de på netop det tidspunkt ikke længere lide. Så jeg var heldig.
Hvilke erfaringer havde du med at lave tegneserier?Æh, jeg havde tegnet til et ungdomsblad, mens jeg gik i gymnasiet. Det hed Chili. Først en serie, der hed
Kaptajn Natron om Kaptajn Natron og den unge Sune, og senere en serie om elitegymnasiet Ellemandsminde, der hed ... jeg kan ikke huske det lige nu.
Spæk, tror jeg. Den var tidstypisk, fordi den handlede om reality-tv, idet eleverne uafvidende optrådte i medierne.
Samme idé som den der film med Jim Carrey, hvilket irriterede mig meget. Jeg havde selv fået den idé, og min tegneserie kom først. Om end manuskriptforfatteren bag Jim Carreys film jo nok kom allerførst. Jeg har ikke set de serier i mange år. Jeg tror, de er primitive. Det var pænt af bladet at antage dem.
Spæk, hvis den ellers hed
Spæk – måske forveksler jeg den med bladet Grød, som også var i mine tanker dengang – blev ikke færdig. Jeg kom op at skændes med ungdomsbladets redaktør over en tegning om en person, der pruttede i et badekar, som jeg ikke ville tegne.
Jeg vil gerne vide noget om din arbejdsproces med Maltes Spalte. Jeg ved, at du ofte tegner tegninger uden at vide, hvad du skal bruge dem til. Og så dukker de nogle gange op i Maltes Spalte. Kan du fortælle lidt om din metode? Hvor meget er f.eks. planlagt på forhånd og hvor meget er improviseret undervejs?Nogle gange får jeg en brainwave og skriver teksten på én gang. Så skal den bare illustreres. Men de fleste gange er striben et puslespil af forskellige indfald og billeder, der passer til (mere eller mindre).
Jeg har altid godt kunnet lide, at billede og tekst kun passer sammen på en indirekte måde, men den metode er i lodret uoverensstemmelse med tegneseriens form.
Maltes Spalte er kun lige akkurat en tegneserie, den er på kanten til at være decoupage, du ved, som i Dronning M.
Så der er den her mere eller mindre forvirrede sammenstykningsproces, og dertil kommer det, der opstår undervejs - så vi lander på en 15-35 procent impro.
Forleden nat tegnede jeg en stribe om afgående videnskabsminister Helge Sander, fordi jeg pludselig, oprigtigt, var helt ulykkelig over, at han ikke skulle være minister mere. Jeg havde endelig lært at tegne ham, følte jeg. Den stribe blev til natten mellem tirsdag og onsdag, på en meget fokuseret måde, men det var på grund af min truende deadline.
Det du siger, med at billeder og tekst nogle gange kun passer indirekte sammen i Maltes Spalte, er virkeligt interessant. Der beskriver du jo hele grundsubstansen i at lave tegneserier: Hvordan bakser man de to ting sammen, så de danner et tredje udtryk? Hvor langt kan man fjerne dem fra hinanden og stadig kalde det meningsfyldt?
Maltes Spalte ER temmelig abstrakt til tider, men jeg vil absolut kalde det en tegneserie. Ikke sådan noget royalt decoupage tjaller. Du svinger vel et sted mellem den almindelige avisstribe og sådan noget Aben Maler-agtigt eksperimenterende noget?
Én af de ting, jeg altid har bidt mærke i, er den måde du leger med sproget. Den er meget fiffig, tænker jeg. Bruger du lang tid på at konstruere sætninger og ord, eller flyder det nemt fra dig?Jeg tør ikke tale om tegneserieteori. Jeg sad og lyttede til en time om det forleden på uni, fordi Rikke Cortsen, som er ung kick-ass-tegneserieforsker, udbyder et kursus om netop det, hvor deltagerne som en del af deres eksamen skal holde lærde præsentationer på den kommende Komiks-festival i Øksnehallen (hvilket de gjorde, og det gik godt, red.). Anyways, det var SVÆRT. Tegneserier er svære.
Jeg bruger næsten altid kort tid på at skrive sætninger og lang tid på at fedte med dem efterfølgende, efter gryderetprincippet. Altså, ingredienser væltet ned i gryden og så pusle med krydringen i lang tid, mens det simrer.
Jeg har fundet en af mine favoritstriber med Malte; Malte nr. 100. Den hvor Malte dør.
Den afsluttende sekvens med Rudy Frederiksen er i mine øjne helt fantastisk. For det første er Rudys replik så sjov, det gør helt ondt. For det andet er timingen til sidst så overraskende. Slår de hinanden ihjel på grund af regnbueis?!
Og det sidste element bringer mig frem til et spørgsmål: Hvor bevidst er du om dine virkemidler? Er det meget intuitivt og lige til for dig eller prøver du mange forskellige ting og visuelle metoder af for at finde frem til den helt rigtige måde?Lige præcis den her med Maltes død havde jeg tænkt over længe. Malte har ret beset været en underlig figur, siden jeg selv holdt op med at studere og mistede den sidste rest af fornemmelse for, hvordan dét er. Ikke at jeg nogensinde tænkte at Maltes liv lignede mit eget, eller for den sags skyld, at hans karakter lignede min – men, alligevel, karakteren begyndte sit liv som studerende, og det ville være underligt, hvis han skulle være noget andet, tænkte jeg, ud fra devisen om genetableret status quo efter alle afsnit af en serie.
Så jeg tænkte, at Malte hellere måtte dø, om ikke andet så for princippets skyld, og her var jeg aldrig i tvivl om, at Sherlock Holmes' (ligeledes midlertidige) død var et godt udgangspunkt. I Conan Doyle-historien er der et langt og nervepirrende build-up, som jeg gerne ville have haft med, men der var kun et mindre antal billeder, så det måtte begynde og ende med et klimaks.
At Rudy Frederiksen fik sit navn og at han var turismeforsker var begrundet i nogle ting, der kun var aktuelle lige på det tidspunkt.
Jeg kan også godt lide hans replik - at han ikke får fyret den af på den rette måde, når nu han ellers havde arrangeret et så perfekt setup ved Reichenbach-vandfaldene.
Inspirationen kommer ofte fra den slags, en bog eller et billede eller en film. Jeg ser mange film, flere efter at jeg er begyndt at skrive mere. Og i stigende grad er jeg inspireret af dialog, fraser, vendinger, jargon, delvis overhørte samtaler.
Jeg elsker amerikanske serier, som er så økonomisk og stramt fortalt og med så stor fokus på timing.
... Alle mine yndlingsforfattere har en afsmittende virkning, der ikke nødvendigvis gør dem ære, det er ikke på den måde, men som ikke desto mindre sætter spor i mine egne tekster. Jeg stjæler og stjæler og stjæler.
Sådan har jeg det også. Jeg ser det som en stor omgang grød oppe i mit hoved. En idégrød som hele tiden simrer og hele tiden får tilført nye ideer. De nye ideer bliver bliver rørt rundt og transformerer sig til andre ideer, som igen forvandler sig til noget nyt.
Men for lige at træde lidt tilbage igen. Tager jeg fejl, hvis jeg gætter på, at du går ligeså meget op i alt det, der er foregået før tegningen, som det der er med i selve tegningen?Jo,
Stejl Fart er før- og efterbaseret.
Men procesmæssigt går serien mest ud på at have en lap papir og en pen i lommen og skrive ting ned, når de falder en ind. Det betyder, at jeg aldrig længere siger eller gør sjove ting, giver igen, svarer for mig eller er til stede i samtaler, der involverer andre end mig. Til gengæld er jeg blevet flink til at fange ideer, når jeg får dem. Det er spontant, men der er zoner, hvor det er lettere at hitte på noget.
Stejl Fart begyndte som små striber, men er blevet etbilledhistorier, dvs. cartoons. Det blev et mål med serien at få trykket handlingen ned i ét billede (og at undgå at tegne mere end nødvendigt, da det jo er forfærdeligt at tegne). Og, ja, det går meget ud på at forestille sig et før og efter - forestille sig en lille film, og så tage et stillbillede på et tidspunkt. Pointen dukker frem som en lille tåget blob, man kan genkende som materiale til en cartoon. Den kan grifles hurtigt ned, men kræver næsten altid en hel del efterpuslen. Jeg flytter rundt på ord, skifter dem ud, overvejer længe, om det er en hund eller en kat eller en grævling eller en pige, der skal sige dem.
Lige nu har jeg tre halvbagte dialoger, og en af dem skal være en tegning om cirka otte timer.
Men jeg ved, at det skal være en kat og en mand, og de skal spise skandinaviske butter cookies fra dåse.
Kan du nævne nogle inspirationskilder?Her er to store inspirationskilder fra de seneste par år: Nina Hemmingsson fra Sverige - uh, hun er dygtig og uhyggelig og primal og i stand til at fortælle meget på et lille areal.
Og Brad Neely, som kan tegne den helt rigtige tegning til den helt rigtige stump dialog. Han er lige så dygtig til dialog som til at tegne, næ, bedre.
Nå jo, og HuskMitNavn, selvfølgelig, som jo også tegner de her etbilledting, og har gjort det i længere tid, end jeg har og med stor succes og alt muligt. Hans ting vil jeg helst undgå, jeg er bange for, de smitter af. Men jeg kan godt lide dem, når jeg så alligevel ser dem.
Hvad mener du med, at du er bange for, at HuskMitNavns ting smitter af?Jeg mener sproglig, stil- og stemningsmæssig afsmitning. Det er især det sproglige, man skal være bange for. Jeg ville ikke være ked af det, hvis Brad Neelys stil smittede af på min egen, fx.
Jeg er ikke bange for at miste MIN stil. Jeg er bange for at hugge for meget af andres stil. Det er ikke helt det samme.
Jeg er bange for stil. Jeg synes en stor del af tegnearbejdet går ud på at frigøre sig fra stil. Men jeg kan ikke. Den berømte pædagogiske tegnelærer Mona Brookes skrev en bog, hvis hovedpointe var, at man skal se på ting, når man vil tegne dem. Det er sandt, men når man sidder om natten og tegner et øre i lyset fra en bordlampe, alene på planeten, så gider man jo ikke "se" et øre. Så tegner man bare det øre, man nu engang har lært. Og derfor får man en stil. Stærkt problematisk.
Du siger, at det er forfærdeligt at tegne. Når man ser dine tegninger, er de som regel fyldt med en masse detaljer. De detaljer vidner om en tegner, der elsker at tegne og modsiger lidt dit udsagn. Kan du forklare det paradoks?Det er forfærdeligt at skulle tage sig sammen til at tegne. Og trættende at tegne. Og når man har brugt en seks-otte timer på ikke at tegne, før man faktisk tegner, så er man tit helt træt, når man endelig er færdig med at tegne.
Men i den fase, hvor det (måske føles som om det) fungerer, da er det okay at tegne. Og så kan man høre musik imens. Jeg kan godt lide, at HAVE tegnet. Det er ikke forfærdeligt, Indtil man ser sine ting igen og eventuelt hader dem.
Hvad det med stregerne angår: De er en slags kompensation - når man er færdig med den del af tegnearbejdet, der består i at få hesten til at ligne en hest (ha!) eller placere kopperne nogenlunde korrekt på bordet, så er man færdig med det svære. Så har man, som Lars Løkke ville sige, taget turen over bjerget, og så er det smooth cycling nedad. Og her er det fint at nulre med de der detaljer, mens man hører høj musik og drikker kaffe og ser Mad Men og tænker på lækagesagen.
Lad os snakke om variation. Er det vigtigt for dig at variere dit udtryk?Det ER vigtigt at forsøge at variere udtrykket. Jeg gør to ting: Jeg tegner scenerier, der appellerer til mig. Kender du ikke det? Man ser nogle gange noget, et eller andet, et ansigt, en ting, en skygge og får pludselig lyst til at tegne den, og så lader jeg det være styrende og finder ud af at få teksten til at passe til, hvis jeg kan. Den anden måde er at beslutte sig for at tegne noget vanskeligt. For eksempel en hest. Alle tegnere ved, at heste er det sværeste, der findes. Lorteheste. Typisk heste!
Med hensyn til idéerne må man bare satse på at udvikle sig mentalt hurtigere end man kan tegne, eller, alternativt, på at der sker noget i den omgivende verden, man ikke havde tænkt på før.
Nej, undskyld, det var lidt let. Jeg kan ikke svare. Nogle gange finder man bare på ting, det er ikke til at forudse, hvornår det sker. Men det er derfor, man skal have papir og kuglepen i lommen. Det er også godt at læse avis.
Jeg vil gerne have lov at vende tilbage til heste lidt senere. Det er et meget spændende emne. Men først lidt om aviser. Er der forskel på en Stejl Fart stribe til Weekendavisen og en Stejl Fart stribe til din blog? Udøver du selvcensur?Næ, eller, jo, det gør jeg selvfølgelig i den forstand, at jeg forsøger at tegne noget, der er relevant for læserne. Jeg brænder nogle gange inde med idéer, jeg synes er sjove, fordi jeg gerne vil sende WA en tegning om et andet - et aktuelt - emne. Og de tegninger må så komme på bloggen i stedet.
Jeg tøvede også med at indsende tegninger om Muhammedkrisen, da jeg var i Marokko, fordi jeg var en kylling. Det forekom ikke at være et superfanatisk land, men folk, jeg mødte, var bare alligevel lidt ru over de tegninger. Det ytrede sig på en pæn måde - »uh, Danmark, er du fra Danmark?« sagde de, og man kunne se, det mindede dem om noget lidt ubehageligt. Og så ku man vade i det, når nu det alligevel var sådan det var, og svare: »Ja, det der land med tegningerne.« Og så sagde de, »hey, her er vi alle gode venner!«
Det kom også bag på mig, at de var kede af Muhammedtegningerne. Kede af det, snarere end vrede. Det gjorde indtryk.
Har du nogensinde tegnet Muhammed?Næ, eller, jo, lidt. Jeg har tegnet tegninger om at tegne Muhammed.
Nu vil jeg gerne vende tilbage til hesten. Det virker som om, du går meget op i, at en hest skal ligne en hest. Men hvorfor egentlig det?
Daniel Clowes siger i et interview: "For me personally, I have to be mindful of my own way of seeing the world. I'm not trying to reproduce the way the world actually looks as much as the way I imagine that it looks. To me, it's much more valid to remember what something looks like."
Hvad mener du om det i forhold til at tegne en hest?Jo, men jeg begår jo fejl som for eksempel at tegne ben, der kan bøje flere steder, end ben normalt kan. Den slags. Det gør Clowes ikke, for han er the shit.
Han læner sig godt nok op ad det her med at have en stil, synes jeg, med de udtalelser. Det er interessant.
Clowes HAR jo også en stil. Det må vi konstatere. Han navigerer inden for nogle bestemte rammer. Nogle gange er det lidt dovent for ham, kan man se. Men det er altid fedt.
Måske er han bare færdig med ikke at have en stil. Det er fair, når man, som nævnt, er the shit. Jeg holder virkelig meget af hans ting.
Clowes' tegninger befinder sig i en populærkulturel universalsuppe – de rummer noget essentielt, noget, der er sanset og absorberet og gengivet i inddampet form, sådan at det bliver smukt og skræmmende og en smule surreelt. Man behøver ikke at være særlig sporet ind på hans referencer for at FORSTÅ dem. Det gælder for mange store kunstnere.
Det er sådan, Clowes virker. På samme måde som et glimt af en film i barndommen kan forme ens opfattelse af en hel kultur ...
Jacob, jeg kan sgu ikke rigtig brokke mig over, at Clowes ikke tegner heste, sådan som jeg vil. Jeg konstaterer bare, at mine ting savner at blive præget af virkeligheden. Det må være mangel på kunstnerisk konsekvens eller rød tråd, der dikterer det behov.
Føler du, at du har valgt din stil, eller at din stil har valgt dig?Det med stil, og hvad der former hvad, er jo en af de der klokkeklare dialektiske ting. Uden at blive fancy over det eller noget. Til en vis grad har man jo ikke en chance – man tegner, som man nu engang er kommet til at kunne tegne. Og det er meget personligt, hvilket også betyder, at folk har det med at kunne genkende tegneren i det, han eller hun tegner.
Jeg kunne godt tænke mig at runde af med at snakke lidt om din tegneserie Pigen og Katten, som blev udgivet på Aben Maler. Kan du fortælle lidt om den?Det er en kort historie om at miste ting og ikke få dem igen. Men med en optimistisk afrunding.
Pigen og Katten foregår på et mere symbolsk og stemningsmættet plan, end de ting, jeg ellers laver.
Katten, der er blevet en fast figur, spiller en form for skuespil i den historie; den får lov at være lidt mere elastisk som karakter.
Var selve arbejdsprocessen anderledes med Pigen og Katten i forhold til dine normale striber?Pigen og Katten var anderledes, men arbejdsprocessen var sådan cirka den sædvanlige combo af stress, frygt, febril notatskrivning, alkohol, snak, hindbæris, Title TK af The Breeders og den kortvarige glæde ved endelig at have taget sig sammen, man oplever, mens man tegner (efter at man har tegnet sig varm). Jeg kunne sagtens finde på at lave flere længerevarende ting.
Hvad har du ellers på plakaten, Zieler?Jeg vil ikke sige, hvad jeg har på plakaten. Så får jeg det aldrig lavet. Eller, okay, en ting: Jeg samler en masse
Stejl Fart og udgiver dem. Nok til efteråret.
Uha, det vil jeg se frem til. Og så vil jeg sige mange tak for din tid.Lige over.
Og til dig, kære læser: Tjek Christoffers ting ud på bloggen Stejl Fart, i Universitetsavisen eller hver uge i Weekendavisen. Det er good stuff!
Jeg er igang med et nyt projekt. Det er en såkaldt graphic novel - en tegneserie for voksne. Det er noget, jeg har haft lyst til i rigtigt lang tid, men jeg har haft svært ved at greje, hvordan den skulle gribes an. Nu er jeg endelig ved at være der.
